Fyldningsdørens historie
Hvordan fyldningsdøren har udviklet sig gennem tiden
Fyldningsdøren er en dørtype, hvor overfladen er inddelt i felter. Felterne er som regel nedsænket og omkranset af mere eller mindre avancerede profiler.
Fyldningerne er med til at given døren et mønster og et udtryk, der også giver et visuelt spil - især i forbindelse med lysindfaldet på døren.
I Danmark anvendes fyldningsdøren nær sagt alle steder - både i yderdøre, men især i indvendige døre. De findes i alle slags boliger og er med til at understrege en klassisk stil i indretningen.
Fyldningsdøre nyproduceres stadig i stor stil, men er historisk set en stilart, der går flere hundrede år tilbage.
Tidlige fyldningsdøre
Helt tilbage fra 1600-tallet og langt ind i 1700-tallet var det almindeligt med to fyldninger. Også selvom det i sidste del af perioden blev populært med en enkelt større fyldning (dog mest i København).
På dobbeltdøre med fyldninger var det ikke ualmindeligt, at fyldningerne på de to dørblade endda var uens eller asymmetriske.
Afhængigt af husets beboere (og deres rigdom) blev fyldningerne også udsmykket med særlige profileringer eller udskæringer. Især i hjørnerne, hvor man fx pyntede med små hjerter.
Dobbeltdøre var oprindeligt forbeholdt slotte og palæer - men som med mange andre ting (bl.a. også det blyindfattede vindue) fandt de efterhånden vej til de borgerlige hjem.
Rokoko og klassicisme
I midten af 1700-tallet tager fyldningsdøre lidt af et spring i deres udsmykning. Enkeltdøre blev typisk lavet med to fyldninger - men ikke på tilfældig vis. Den nederste fyldning blev afstemt i sin højde, så den passede med rummets paneler. Og dørene indgik derfor i en større helhed.
I forhold til tidligere, indførte man desuden også en større symmetri i dobbeltdøre. Dvs., at man fra midten af 1700-tallet i højere grad ser dobbeltdøre, hvor fyldningerne er ens på begge dørblade.
Ved 1700-tallets afslutning var det stort set helt almindeligt med symmetriske fyldninger. Det samme gælder fx dørskilte og det er også i denne tid, at man introducerer messinggreb.
Empire
I empireperioden, som starter omkring 1800 og frem til midten af 1800-tallet, eksploderer antallet af fyldninger i dørene - fire eller fem fyldninger bliver helt normalt.
Indfatningerne omkring dørene bliver også langt mere detaljerede i denne periode. En tendens der vel også fortsætter op gennem historicismen frem til ca. 1870.
Industrialiseringen
I slutningen af 1800-tallet sker der store fremskridt - og med forskellige dampdrevne snedkerimaskiner, bliver det muligt at producere døre med større ensartethed.
Faktisk begynder man ligefrem at tale om standardiserede fyldningsdøre - i hvert fald på de store snedkerier. Og selvom de mest velhavende fortsatte med at købe håndbyggede døre, betød fremskridtet, at fyldningsdøre bliver mere almindelige i det "billige" byggeri.
Især enkeltdøre fik tilføjet en lodret ramme i midten - og sådan opstår Dannebrogsdøren.
Messinggreb var stadig ikke gået af mode. Men især i København så man oftere fine greb lavet og drejet i horn, ben eller hårdt træ. Det er også på dette tidspunkt, at fx spidsgreb vinder stort indpas.
Mellem- og efterkrigstiden
Ligesom med husenes arkitektur skete der også et skifte for dørenes stil mellem og efter krigene. Funktionalisme vinder frem, og en dør er ikke undtaget og skal nu blot være funktionel. Derfor behøver den ikke at være andet end en plade.
Så vores historie stopper egentlig her - for dørene er nu glatte uden fyldninger. Og på sin vis kan man godt sige, at fyldningsdørens udvikling også stopper. For de fyldningsdøre, indfatninger og dørgreb, vi i dag betragter som de smukkeste, er også de klassiske - altså de døre, der blev lavet før krigstiden.